ERFARINGER

 Og så havde jeg pludselig ingen at snakke med

– Jeg startede i en skilsmissegruppe, fordi min ekskone og jeg var enige om, at vores fire børn ikke skulle have noget at vide om skilsmissen, før min ekskone havde fundet et nyt sted at bo. Og børnene skulle slet ikke have det at vide fra andre end os. Problemet var, at vores børn jo har forbindelse til alle de mennesker, jeg snakker med i hverdagen, og de har jo også børn, som vores børn snakker med og skriver sms’er til.Vi var bange for, at det ville slippe ud på den måde, så jeg blev nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen, og så havde jeg pludselig slet ikke nogen at snakke med. Min kone kunne tale om det med sine kolleger, for de havde ikke forbindelse til nogle af vores andre venner. Jeg skulle altså finde nogle neutrale mennesker, der ikke kendte mig og ikke kunne sige det videre.

Børnene skulle tackles
– Så havde jeg set i telefonbogen, at der var en åben skilsmisse-gruppe, og i november sidste år havde vi det første møde. Siden da har vi mødtes hver mandag i gruppen, og det vil jeg meget nødig have været foruden. Det at snakke om det glædede jeg mig til hver gang, for i starten synes jeg, at der var mange problemer, der skulle løses, for eksempel med vores fire børn, som vi skulle have delt på en fornuftig måde.

I gruppen snakker vi meget om, hvordan man kan tackle at blive skilt med børn, og spørger til hinanden og giver input. Der er også den fordel, at alle i gruppen er på forskellige stadier efter vores skilsmisse, for så er der altid nogle, der er nået længere end de andre og kan fortælle om deres erfaringer og hjælpe hinanden på den måde. Jeg har fået det bedre ved at være i gruppen, det har jeg helt sikkert.

Følelsesmæssigt og praktisk
– Efter vores skilsmisse var jeg inde hos en psykolog fra Landbrugforeningen en enkelt gang, og det var jeg da også glad for, men den ene gang var nok for mig, for så havde jeg fået gruppen at snakke med. Men hvis det ikke havde været for gruppen, kunne det da godt være, at jeg ville have besøgt psykologen nogle flere gange.

Psykologen kunne hjælpe mig med nogle ting, mens gruppen kunne hjælpe mig med andre ting. I gruppen er vi selvfølgelig inde på det følelsesmæssige, men der kan vi også snakke om det praktiske i forhold til at blive skilt med børn.

Starthjælp
– Jeg var overhovedet ikke nervøs for at komme i gruppen første gang, og jeg havde da også været inde til en samtale for at finde ud af, om det nu også var den rigtige gruppe, jeg havde valgt. Og der var da heller ikke nogen i gruppen, jeg kendte i forvejen. I de første otte måneder havde vi en frivillig hjælper med til møderne.

Hun havde en baggrund inden for psykologi og var mere erfaren med selvhjælp, så i starten kunne hun stille nogle mere relevante spørgsmål og gå mere i dybden end vi andre. Vi i gruppen var selvfølgelig også noget slået ud over det, vi havde været igennem, så det var rart at have en til at hjælpe os i gang til møderne.

– 44-årig mand, der efter sin skilsmisse meldte sig ind i en skilsmissegruppe.
Kilde: www.selvhjaelp.dk

Chikane og polititilhold

– Jeg var kommet sammen med en person i to måneder, som var skizofren, men det vidste jeg ikke dengang. Da jeg ikke ville være sammen med ham mere, begyndte balladen. Han kastede sten gennem mit soveværelses-vindue, raserede min kolonihave flere gange, skar bremseslangen over på min bil, brød ind i mit hjem og opsøgte mig på mit arbejde og truede mig og råbte ad mig.

Til sidst kunne jeg ikke tackle det længere selv, og det endte med, at han fik et polititilhold.

Panden mod en mur
– Men da havde jeg allerede fået det så dårligt, at jeg bare sad hjemme i min lejlighed og slet ikke turde opsøge andre mennesker. Der var ikke rigtig nogen, jeg kunne snakke med om problemerne; jeg kunne selvfølgelig tage hjem til mine forældre og snakke, men dem kunne jeg ikke lige bruge i den situation. Jeg følte, at jeg løb panden mod en mur med at snakke med mine forældre, for de kunne kun se situationen fra en side, og det kom jeg ikke rigtigt videre af.

Så jeg sad bare hjemme i min stue og håbede, at nogen ville ringe, så fastlåst var jeg. Faktisk havde jeg ønsket at komme til en psykolog, men hos lægen fik jeg bare at vide, at ‘så dårlig er du slet ikke’. Jeg havde virkelig brug for noget, der kunne hjælpe mig med at klare dagen.

Det daglige humør
– Det er svært at sige, hvad selvhjælpen har betydet for min personlige udvikling, men med hensyn til det daglige humør, der hjælper det utroligt meget at kunne komme i gruppen og læsse af; det giver noget luft, og det manglede jeg helt klart før.

Og i nogle perioder har man større behov for at læsse af end i andre, og der er det ekstra rart at komme i gruppen. Det kan måske ikke løse alle problemerne, men det giver meget aflastning i dagligdagen at få talt om de ting, man går og spekulerer på.

Fik nogen at tale med tingene om
– Men så var det, at jeg startede med selvhjælp, og så fik jeg nogen at tale med tingene om. Jeg har haft utroligt meget gavn af gruppen. Bare det at kunne fortælle, hvor slemt jeg egentlig havde det, det har været en stor hjælp, og det har virkelig været en lettelse bare at komme af med det.

Jeg tror da, at en psykolog ville gå mere i dybden med tingene; jeg render stadigvæk rundt med nogle dæmoner fra min barndom, som slår knuder på mit liv, og dem skal jeg have skaffet af vejen. Men hvis jeg ikke havde haft gruppen, ville jeg i dag have været meget mere indelukket og havde knap nok turdet gå udenfor en dør.

Ny kæreste
– Jeg er blevet et meget gladere menneske, og alle i gruppen skal have tak for det, de har gjort. Jeg har også fået en rigtig god veninde gennem gruppen, og vi har ret svært ved at undvære hinanden, selvom vi lige for tiden ikke har så god tid til at se hinanden.

Det er fordi, vi begge to har fået en ny kæreste, så det er faktisk rigtig positivt.

– 43-årig kvinde, der har deltaget i en selvhjælpsgruppe om det at have mistet
Kilde: www.selvhjaelp.dk

 

Top